“Just be kind and brave. That’s all you ever need to be.”

Hej lovelies. Eftersom at jeg nu er ved at være færdig med mit sidste gymnasieår, så har jeg lyst til at dele mine personlige oplevelser om det at gå på gymnasiet. Jeg må sige at jeg sidder lidt med en dårlig smag i munden over at skulle skrive dette indlæg, da min oplevelse i de 3 år ikke har været den fedeste. Jeg synes selv at jeg har været i gennem meget samt oplevet en del, som jeg slet ikke synes var okay. Min hensigt med dette indlæg er på ingen måde en form for provokation eller at udstille folk, overhovedet! Jeg nævner derfor ingen navne, jeg tror stadig at nogle ville kunne genkende sig selv i det jeg nævner, men det er ikke for at stemple nogen. Alt dette er personlige oplevelser, som jeg har haft i mit gymnasieliv og jeg har tænkt mig at dele det med jer. Jeg søger på ingen måde medlidenhed, dette indlæg er et indblik på mine oplevelser og følelser.

Jeg vil starte med at skrive om mine oplevelser dengang jeg boede i Haderslev og skulle starte i 1.g på gymnasiet der. Jeg vil ikke sige at det var perfekt, men det var tæt på det jeg følte var et perfekt gymnasieliv. Der var virkelig et dejligt fællesskab og der var plads til alle, hvor alle bare kunne være sig selv – ligemeget tøjstil/udseende, sociale rang mm. Det var virkelig et rart sted og jeg følte mig 100% selvsikker og glad/spændt når jeg skulle i skole, netop fordi der var så god stemning og jeg var sammen med nogle mennesker, som var fornuftige og nogle som jeg havde kendt siden folkeskolen. Men min gymnasietid stoppede meget hurtigt dér, for jeg skulle flytte til Lolland med min mor af lidt private grunde. Vi kom så her til Lolland og jeg var jo i forvejen ekstremt ærgerlig og ked af at jeg skulle flytte væk fra sådan et godt miljø med mennesker som jeg har kendt siden 5.-6. klasse og selvfølgelig min bedste veninde Helene.

Jeg blev meldt ind på Nakskov gymnasium, hvor mine forventninger var lige så store, som da jeg startede på gymnasiet i Haderslev. Selvom jeg var ked af at skulle starte et nyt sted, og at det var en meget stor omvæltning, så tog jeg det i stiv arm – i hvert fald så godt jeg kunne. Jeg blev taget godt i mod af mine klassekammerater samt mine parallelklasser, så det var utroligt dejligt. Senere kom jeg ind i en god gruppe, hvor vi i alt var 4 piger. Det udviklede sig til et rigtig godt venskab og jeg blev ligesom mere tryg og savnede ikke så meget Helene i Haderslev. Efter cirka lidt over et halvt år følte jeg mig ikke rigtig tilpas i den gruppe, da vi tit forholdt os sammen uden at være sammen med resten af fællesskabet i klassen, hvilket var svært for mig da jeg godt kan lide at være sammen med alle, og er derfor ikke så glad for at indskrænke mig i små grupper. Men jeg var sammen med dem i et godt stykke tid, i hvert fald til at folk altid regnede med at jeg kunne blive fundet der, hvor de andre 3 piger var. Efter en længere periode, hvor jeg slet ikke følte mig tilpas hos de tre andre piger, pga. nogle uenigheder (og meget mere!), smuttede jeg ud af den gruppe og stod nu alene, da jeg jo ikke rigtig havde været sammen med resten af klassens piger/drenge så meget. Så man kan godt sige at jeg var lidt på bar bund. Men dette var også kun i et kort stykke tid da de andre piger fra klassen var gode til at hive mig op og komme ind i resten af fællesskabet, hvilket jo var fantastisk! Men de 3 piger som jeg var sammen med før ville ikke rigtig lade mig glemme, at de syntes jeg var en idiot eller lign. Så i timerne kunne de finde på at sidde og pege og grine af mig, hvis jeg kiggede på dem– vi snakker 4. klasses opførsel girls. Dette gjorde mig selvfølgelig utrolig usikker på mig selv, og jeg havde i forvejen dårlig selvtillid i den periode netop fordi det var lidt den her 3 mod 1 type konflikt. Dette trækker sig hen til halvdelen af mit 2.g år. Det skal lige siges at jeg ALDRIG har været udsat for mobning.

Jeg kan huske at jeg havde det så dårligt, og hvordan jeg tit ville blive hjemme fra skole og bare sov dagene væk. Eller nogle gange hvis jeg var i skole så ville jeg lyve for mine lærer og sige at jeg skulle til læge bare så jeg kunne komme hjem for jeg kunne på ingen måder koncentrere mig, jeg ville bare hjem og være alene. Jeg var ude i noget depression, hvilket var en skræmmende tur, som jeg helst ikke ville opleve igen. Jeg tror jeg græd næsten hver dag, jeg sov hele dagen væk for ikke at skulle tænke på noget, jeg var ekstrem negativ og ja, jeg havde det mildest talt af helvede til, jeg var ude i selvmordstanker da alt bare var galt og jeg følte ikke at jeg havde nogen som helst hos mig. Det var virkelig en mørk periode og det var tæt på at det gik helt galt, jeg havde bare så dårligt og følte bare ikke at jeg gad mere. For at komme videre kan jeg også huske at jeg tog til en klassekammerats fødselsdag hvor de tre piger ikke tog med men resten af klassens piger var der. Så havde de tre piger ringet til mig og grinte hånende i telefonen og så lagde de på efterfølgende, hvor de så ringede til mig nogle gange efter, men der tog jeg den ikke. Pigerne fra klassen kunne godt se at jeg havde det skidt og var faktisk rigtig søde til at støtte mig og det er jeg virkelig taknemmelig for. Efter mange måneder begyndte jeg at samle mig selv op igen, stille og roligt, og prøve at komme videre. Der var dog stadig dage hvor jeg blev nødt til at smutte ud på toilettet mellem mine moduler i skolen bare for at græde. Men ja jeg fik samlet mig selv op, og så skulle jeg starte i 3.g. Jeg havde endnu ikke snakket med de tre piger, men vi begyndte lidt efter lidt, at tale sammen igen. Jeg tilgav dem, eller jeg prøvede i hvert fald at skubbe 2.g perioden lidt væk, for at starte på en frisk da jeg virkelig tror på det bedste i mennesker. Jeg var også sikker på at de ville starte på en frisk. Vi har aldrig rigtig fået snakket det hele igennem og ærligt så har jeg heller ikke lyst længere. Jeg er færdig med den periode i mit liv.

Men selvfølgelig begynder det her endnu en gang. Jeg er så træt af at skulle holde mig tilbage for nogle piger jeg ikke tror jeg kommer til at have et forhold med senere i mit liv. Jeg har bare ikke brug for alt den negativitet i mit liv, og jeg siger derfor farvel og tak! Jeg magter simpelthen ikke længere at skulle rende dem i røven og være usikker hver gang jeg siger min mening til dem. Jeg har alligevel kun to dage tilbage i skolen nu hvor jeg sidder og skriver dette indlæg, og de kan egentligt bare rende mig. Jeg kan simpelthen ikke forstå hvordan piger kan behandle hinanden som lort, virkelig! Jeg regnede med at møde nogle unge, voksne mennesker, som bare havde en smule fornuft, men det som jeg har oplevet er det rene “tøsefnidder”, sladder på det groveste og piger som bliver stemplet ”luder” eller værre ting mm. Jeg siger ikke at jeg er perfekt, for jeg er jo også kun et menneske og jeg har da også kendt til det meste sladder som gik rundt og jeg har da også fortalt lidt videre her og der. Men for fanden da hvor har folk ondt i røven!

Jeg forstår ikke hvordan man kan være så umoden og stå og grine og pege af en person, som er anderledes end dem selv. Altså bare fordi at de går i noget andet tøj eller kan lide noget som i ikke kan, så giver det sgu da ikke ret til at gøre grin med den person eller sige at man er billig eller andet, det er så lavt, come on i er voksne mennesker. Jeg kan huske at jeg viste de tre piger en nederdel som jeg synes var syg lækker, og så skulle jeg sidde og høre på hvor klam, grim, luder-agtig osv. de synes den var op til 360 gange! Altså prøv at respektere andre mennesker for pokker da! Jeg ved sgu ikke hvordan jeg har det med at vi er ved at nærme os studentertiden. Det eneste jeg tænker er YAAAASSS, så skal jeg ikke være sammen med de her mennesker længere! Jeg synes virkelig at det har været nogle lorte år, men hold kæft hvor har jeg lært hvem man kan stole på og hvem man ikke kan samt hvem der er venner og ikke. Og bare for at få det på det rene, jeg kunne ALDRIG finde på at sige noget ondt om en person, eller snakke lort om en person som aldrig har gjort mig noget. Jeg vil ikke engang sige noget ondt tilbage fordi det er sådan jeg er opdraget. Jeg er ligeglad med hvordan du ser ud, hvis du kalder mig grim, klam el. lign. for mig er du allerede grim når du siger sådan noget om et andet individ. Og at være grim indeni er nok det værste du kan være. Jeg ville ikke finde mig i at lade folk træde på mig længere! Jeg føler virkelig at jeg har været alt for venlig overfor nogle personer, som ikke havde fortjent det. Og det gik jo så desværre udover mig selv. Man er virkelig nødt til at passe på sig selv disse dage. Du skal ikke nøjes med det første og det bedste. Hvis din kæreste er dig utro eller behandler dig dårligt, så drop ham/hende. Eller hvis dine venner behandler dig dårligt og sætter dig til sidst, så drop dem. Og det samme med, hvis folk udnytter dig. Du er så meget bedre end det! Vær stærk nok til at indse det.

Jeg håber ikke at nogen af jer har haft eller får lign. oplevelser som jeg har haft, for det har sgu taget hårdt på mig, men jeg føler virkelig at jeg kan holde alt ud efter dette. Selvfølgelig har jeg da også haft nogle gode stunder også med de tre piger samt resten af klassen, og det har da også været sjovt. Der er selvfølgelig rigtig mange som jeg virkelig godt kan lide, men jeg føler virkelig at vi piger skal prøve at støtte hinanden i stedet for alt det her. Det er altså for meget og vi burde bare kunne have det godt sammen! Jeg havde bare brug for at komme ud med dette, for nu har jeg holdt det inde i så langt tid og det føles så rart at få sat et punktum og at jeg nu kan komme videre med mit liv. For lige at gentage, det her er altså ikke ment som noget ondt, og det er ikke for at udstille nogen. Jeg er ked af hvis nogen er blevet fornærmet, men det er mine oplevelser og tanker omkring dette. Mine 3 år har været utrolig hårde, men jeg har altså også haft nogle gode stunder med pigerne.

Kys kys Maria